Køkkenudstyr
Kogebogsforfatterens grønne top seks
Chop chop. Foodprocessoren er et must i Johanne Mosgaards grønne køkken. Men hvad er ellers hendes favoritudstyr? Og hvordan bruger hun det? Se her, hvordan hun går til vaflerne (ja, vaffeljernet er blandt favoritterne).
Hun er kogebogsforfatter, opskriftudvikler og content creator med tusindvis af følgere. Og 4. kogebog på vej. ’Grøn mad for alle’ er hendes tilgang til opskrifterne. Og det er det også til udstyr.
”Det skal ikke være nødvendigt med alt muligt grej for at lave god mad. For der er nice og need. Og need er f.eks. en god pande med keramisk Pfas-fri belægning og en stavblender.”
Og så er der favoritterne. Strengt taget ikke need. Men noget hun alligevel meget nødigt vil undvære.
Foodprocessor
”Jeg smider alt dét, der skal hakkes i min foodprocessor. Hakkes, ikke blendes. For det gode ved foodprocessoren er, at den bevarer konsistensen i f.eks. hummus eller falaffelfars. Jeg bruger den også rigtig meget til dadler, f.eks. dadelkugler til snacks og min datters madpakke. Og så går det jo lidt hurtigere end at stå og bøvle med et rivejern. Men foodprocessoren er et multiværktøj. Brug den også til at ælte dej.
Har du ikke plads til en foodprocessor, kan du i stedet bruge en minihakker.”
Powerblender
”Powerblenderen er i den dyre ende, men det gør lige at man undgår klumper og får den der cremede konsistens på suppe eller smoothie. Min blender har alle mulige vilde funktioner. Men for mig er det vigtigste simpelthen konsistensen, så en dressing af f.eks. nødder bliver cremet og lækker og ikke grynet.”
Minihakker
”Min minihakker er ’håndholdt’ og uden strøm, og jeg bruger den til løg, svampe og alt dét, der lige skal hakkes fint og nemt uden det store udstyr skal hives frem. Minihakkeren fungerer lidt ligesom når man skal starte en græsslåmaskine, der er en snor man hiver i. Jeg bruger den f.eks. til veggie-bolo. Her hakker jeg grøntsagerne så fint, at min datter ikke opdager, at jeg smider lige så mange grøntsager i som jeg overhovedet kan. Hun spiser ikke svampe, hvis jeg bare steger dem på panden, men når tingene har været en tur i minihakkeren, kan jeg snige lidt ekstra grønt og løg i retten.”
Mandolinjern
”Mit mandolinjern er meget simpelt med én funktion og jeg bruger det for at få de helt tynde skiver af f.eks. kartoffel til pizzaen eller tynde skiver løg, squash og gulerødder til en salat.”
Vaffeljern
Jeg bruger vaffeljernet til madvafler, f.eks. falaffelvafler. Og gør falaffelfarsen en anelse tyndere med lidt vand. Jeg serverer vaflerne med lækker topping som hummus og masser af grønt. Til de søde vafler kan du erstatte sukkeret med et par (over-)modne baner, hvis du har sådan et par liggende på køkkenbordet.
Røremaskine
Jeg bruger bl.a. min røremaskine til æltning af dej. Dén der ekstra kærlighed og forkælelse får bare dejen til at udvikle sig endnu mere, så den bliver glat og lækker. Jeg er ikke den store bager, så jeg bruger mest røremaskinen til pizzabunde eller surdejsbrød, men dem bager jeg til gengæld rigtig mange af.
Om Johanne Mosgaard
Foto credit: Maria Amme
Kogebogsforfatter, opskriftudvikler og Instragrammer med madfilosofien ’Grøn mad for alle’. Find hendes inspirerende grønne madunivers på @johannemosgaard.
Efter eget udsagn 90% Helse-Else og 10% afslappet, ”vi spiser fredagsslik og det er vigtigt for mig ikke at være restriktiv i min diæt. Du bliver ikke sund af én salat eller usund af ét stykke kage.”
Johanne var hestepige og så som 13-årig en dokumentar om dyretransporter, der fik det til at vende sig i hende. Hun stoppede med at spise pattedyr – og gik all in på grønt efter en madforgiftning af fisk på en ferie.
Ud over de undrende blikke og mærkelige spørgsmål hendes grønne status dengang førte med sig, fik hun altid kun serveret tilbehør som kartofler eller Iceberg. Så inspireret af sin madnysgerrige far gik Johanne i gang med en madblog, som skulle fungere som inspiration, hvis nogen spurgte, hvad de kunne servere for hende. Bloggen blev til en Instagram-profil og herefter en bogkontrakt, og nu er hun i gang med sin 4. kogebog for Politikens forlag.