Amerikanske pandekager

med blåbær og mascarponecreme

2-3 personer | 35 minutter

Opskrift af Laura Hanfgarn Poulsen

Hvis der er noget, der gør mig lykkelig, så er det langsomme morgener, hvor jeg har tid til at lave en god kop kaffe og kræse om morgenmaden. Når solen er fremme, så spiser jeg alle måltider på min altan, hvor der er morgensol til langt op ad formiddagen. Disse amerikanske pandekager er lette at lave, men smager lidt af café-morgenmad på allerbedste vis.

Ingredienser

Pandekagedej

  • 350 g hvedemel
  • 4 spsk sukker
  • 2 spsk bagepulver
  • 1 spsk salt
  • 4 spsk olie
  • 2,5 dl kærnemælk
  • 2 dl sødmælk
  • 2 æg
  • 20 g smør

Mascarponecreme

  • 100 g mascarpone
  • 200 ml fløde
  • 2 spsk sukker
  • Vaniljepulver

Blåbærsirup

  • 200 g blåbær
  • 0,5 dl sirup
  • Saft fra en halv citron

Fremgangsmåde

Pandekager

  • Bland mel, bagepulver, salt, olie og mælk i en skål, og rør det sammen til en ensartet masse.
  • Pisk æg og sukker til en luftig æggesnaps, og vend forsigtigt æggesnapsen sammen med de andre ingredienser.
  • Smelt smør på en pande, og steg pandekagerne, indtil de er gyldne på begge sider.

Blåbærsirup

  • Giv blåbærrene et opkog, og smag til med sirup og citronsaft.

Mascarponecreme

  • Bland fløde, mascarpone, sukker og vaniljepulver i en skål.
  • Pisk massen, indtil den samler sig og får en lind konsistens. Pisk ikke for længe, da fløden ellers vil gryne.

Om Laura

Laura, som mange måske kender fra dansk MasterChef 2024, bor på Frederiksberg sammen med sin lille hund Alma. Når hun har fri, tilbringer hun størstedelen af sin tid i køkkenet. Laura har altid haft en stor passion for madlavning, og derfor meldte hun sig til MasterChef. Efter sin deltagelse startede hun cateringfirmaet OddVeggies sammen med nogle af de andre deltagere, som nu er blevet hendes gode venner. Hos OddVeggies laver de mad ud fra en stor kærlighed til grøntsager og sæsonvarer. Deres fokus er på æstetik, og de elsker at eksperimentere med nye ting i køkkenet.

Det skal du bruge

Se også