Thomas Pedersen
Thomas Pedersen er uddannet arkitekt fra Arkitektskolen Aarhus, og siden han blev færdig i 2002, har han drevet SPARK by Thomas Pedersen. Designstudiet stræber efter at skabe produkt- og møbeldesigns, der forener ergonomi med æstetik og bæredygtighed, hvilket afspejles i designs, der kombinerer den danske kærlighed til enkelhed og holdbare materialer med et moderne udtryk, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Den primære inspirationskilde er naturen og kroppens proportioner. Resultatet er tydeligt organiske designs, der er forankret i den skandinaviske designtradition, men som samtidig peger mod fremtiden.
Gennem årene har Thomas Pedersen vundet adskillige priser for sine designs. Han er især kendt for sin Stingray-stol, som han designede som sit afgangsprojekt i Aarhus.