Af: Frederikke Legaard | Til 8 personer
Kladdkaka er en svensk chokoladekage, og nok min foretrukne chokoladekage. Jeg vil til hver en tid vælge en kladdkaka over en brownie eller Gateau Marcel. Den er klæbrig, sej, sød og bitter. Hver gang jeg var med min mor i det svenske supermarked ICA, plagede jeg, om hun ikke nok ville købe færdigversionen på køl, som findes i alle svenske supermarkeder – og jeg elskede den. Kærligheden til den frosne version er bevaret, og derfor kan jeg godt lide at fryse rester af kladkaka ned og spise den frossen. Man kan tage bidder på en anden måde, når den er frossen. Prøv det af, hvis du godt kan lide chokoladekage.
Ingredienser
- 100 g mørk chokolade, 50-70%
- 100 g smør
- 1 ½ dl piskefløde
- 300 g sukker
- 140 g muscovadosukker
- ¼ tsk salt
- 3 store æg
- 2 tsk vaniljesukker
- 60 g hvedemel
Fremgangsmåde
Sæt ovnen på 175 grader over- og undervarme. Smør en springform med smør, ca. 22 cm i diameter. Drys den med sukker og sæt den til side.
Smelt smør og fløde i en mellemstor gryde ved lav varme. Tilføj chokoladen, når smørret er smeltet, og sluk for varmen.
Hæld blandingen over i en stor skål. Tilsæt sukker og moscovadosukker og rør, til det er opløst. Tilsæt derefter salt og æg – pisk godt, så æggene ikke bliver tilberedt i den varme masse. Vend til sidst hvedemel og vanilje i dejen. Kom den i den smurte springform og bag kagen i den varme ovn i ca. 20 min.
Lad kagen køle ned på en rist i springformen og derefter i køleskabet i mindst en time.